Steffan og jeg har igennem de seneste to år researchet, diskuteret, skrevet, afprøvet opdateret, genskrevet på vores fælles projekt: En bog og et website, der skal hjælpe os selv og andre i især Europa til at udføre digitalt selvforsvar.
I alt for lang tid har vi – borgere og forbrugere – accepteret og ignoreret, at multinationale selskaber har tracket os online, høstet og opbevaret vores personlige data i kæmpe ID-banker for at tjene penge på os – uden at vi ved, hvordan vores data bliver brugt – endsige har givet samtykke.
Vores bog Fake it handler om digital selvforsvar i den kommercielle kampzone. Hvordan vi skal slå tilbage eller beskytte os selv, hvis nødvendigt.
Bogen kommer på dansk og engelsk 30.8.2012 som e-bøger, på dansk også på papir. Den kommer til at koste 149,50 på papir og 119 kroner som e-bog. Den kommer så på tysk 20. januar 2013.
Vi arbejder for at få den udgivet i flere europæiske lande, så hvis du har forslag til en udgiver, så sig til.
Efter 30. august vil dele af vores foreslåede værktøjer ligge herinde til gratis brug. I mellemtiden vil vi opdatere vores blog med nyheder omkring hovedtemaerne big data (kæmpe datamængder) og small data (persondata). Skriv dig på emaillisten, hvis du vil have en melding, når bogen kommer.
Ha en skøn juli.
Pernille